De 84 elever på Efterårsholdet 2010 har efterhånden været indskrevet på Testrup Højskoles matrikel i små to uger. Den første tid har, ikke overraskende, stået på intensiv socialisering med navnelege, husbesøg, kulturcafé, tur til Århus Festuge, sodavandsdiskotek, og andre sirlige seancer. Stemningen har været løssluppen på trods af det obligatoriske 10-dages "alkoholforbud", der har været i effekt fra dag 1, men forventningerne til den store intro-fest (og den deraf følgende ophævning af forbudet), var forståeligt i top da lørdag aften endelig oprandt.
Under festmiddagen blev der underholdt med en række taler om elevernes forventninger til deres højskoleophold. At vi i stedet for en forventningstale bl.a. blev trakteret med et nostalgisk tilbageblik på højskoleopholdet, i anledning af "Efterårsholdet 2010's 25-års jubilæum", kom nok bag på de fleste. Til gengæld blev vi så husket på anekdoten om hvordan holdets studietur til Istanbul i sin tid affødte en byttehandel, hvor en stakkels Testrupelev blev solgt for 4 kameler og en basforstærker af tvivlsom kvalitet (hvorvidt profetien holder stik vender vi tilbage til i oktober). Efter talerne fik husgruppen "Borgen", som vindere af Testrups hæderkronede intro-quiz, overrakt champagne. Propperne sprang (godt hjulpet på vej af champagnesabel og "Behändigkeit") og dansegulvet blev langsomt men sikkert fyldt til bristepunktet. Lige så gjorde sikkert mange maver og hoveder, og gudskelov kunne man søndag pleje sine ømme tindinger og ditto dansefødder med filmklub og afvente endnu en højskoleuge med linjefag, fællestimer, køkkentjanser, husmøder og selveste Grundtvigs fødselsdag.