Lørdag eftermiddag fik skolen besøg af en håndfuld gamle elever. Anledningen var den tilbagevendende, Testrup'ske uddannelsesbazar. Der var bl.a. repræsentanter fra litteraturhistorie, musikvidenskab, Danmarks Designskole, CBS, DTU, læreruddannelsen i Århus, mfl. Interessen for de mange forskellige studier var næsten ligeså stor som appettitten for den lækre æblekage, som køkkenet havde kreeret til lejligheden.
Lørdags aften bød på endnu en Testrup-specialitet - nemlig forårsholdets første Kulturcafé. "Gæsterne" blev mødt med rød løber, sponsorvæg, tabloidfotograf og velkomstdrinks. Og så var standarden ellers sat! De mange indslag spændte så vidt, som fra elektronisk audio-poesi, over Abba og Dizzy Mizz Lizzy i country-versioner, til oste-jonglering ledsaget af tonerne fra den omskrevne Testrup-sang "Hvad er vel livet uden en ost".