"Din mor er her ikke. Ryd op efter dig selv." Sådan stod der på Morten fra elevforeningens bestyrelse's t-shirt under lørdagens frokost. Normalt er det ikke en formaning, der finder vej til Testrup, men med 400 elever samlet under samme tag var mundheldet måske på sin plads.
Under overskriften: "Og din mor!" havde elevforeningens bestyrelse nemlig arrangeret Forårsweekend for gamle og nuværende elever. Fredagen bød på den traditionsrige velkomst i foredragssalen, efterfulgt af workshopvalg, koncert, sladder, kaffe og hygge inden soveposerne blev rullet ud og kroppene hvilet til lørdagens dont. Her var programmet pakket og formiddagen gik med en række forskellige workshopper, afholdt af både lærere, nuværende og gamle elever. Med temaer som "Da Far Stemplede Ud", "ModerKagen™", "MORgåder", "HuMOR", "Egnskundskab til Mors", mv., blev der bagt, kogt og braset; klippe-klistret, sunget kor og spillet komedie på moderlig facon.
Og efter således at være blevet klogere på moderfiguren gennem praktisk arbejde, var der om eftermiddagen lagt tunge kævler i kakkelovnen til heftig debat om tv-programmet "De Unge Mødre". Producenten af programmet, Kaare Sand, var til lejligheden hentet ind for at fortælle om nogle af de bagvedliggende praktiske og etiske forudsætninger og overvejelser i forbindelse med tilrettelæggelsen af de over 300 afsnit, som reportageserien efterhånden har rundet. Foredraget blev rundet af med diskussion af problemstillinger i og omkring programmet. Meningerne var rødglødende og delte men ikke desto mindre interessante, velmente og relevante.
Weekenden kulminerede med balstyrisk fest og middag i skolens spisesal og det til lejligheden opstillede telt. Begge var pyntet med hjerter og pile, som match til den centrale aMOR-bar, hvorfra bartendere, iført engelvinger, langede både trylledrik og lange blikke over disken. Der blev sat tre retter til livs, og gjaldet med på de traditionsrige festsange, så livremmen og de nybejdsede loftsbjælker i spisesalen var tæt på at give fortabt. Ja, der var bestemt både magi og amoriner i luften - hvilket fundet af et større kvantum vildfarne madrasser hist og her på skolen også vidnede om, da dagen derpå oprandt, med oprydning, rengøring og farvel-krammeorgie. Derpå vendte de gamle elever snuden hjemad, mens skolen og de nuværende vendte tilbage til en måske lidt tom, men tiltrængt normaltilstand.
God påske.