Hvad skete der den 11. september 2001? John Gray, engelsk filosof og idéhistoriker, påpeger, at "selvmordskrigerne, som angreb Washington og New York den 11. september 2001, gjorde mere end at dræbe tusinder af civile og få World Trade Center til at styrte sammen. De ødelagde Vestens dominerende myte".
Filosofilinjen lægger fra land med at prøve at forstå det uforståelige, at begribe det ubegribelige, kort sagt: at undersøge hvad filosofien har at sige om 9/11 . Sociologen Ulrich Beck har hævdet, at vi med 9/11 står over for sprogets totale sammenbrud. Vi trodser denne beskrivelse og prøver at sætte vore egne ord på begivenheden der åbnede et nyt århundrede, assisteret af en række tænkere. Derfor læser vi John Grays Al Qaeda og hvad det vil sige at være moderne, Jean Baudrillards Terrorismens ånd, samt en række mindre tekster af Osama Bin Laden, Bakunin, Habermas og andre.
Håbet er, at filosofien kan bidrage til en dybere forståelse af den voldsomme begivenhed der stadig præger tanke- og samfundsliv. For som Baudrillard foreslår, så er det måske slet ikke den 11. september, men den 12., der er den vigtige dato her. Den 11. september indtrådte en overraskende begivenhed – den 12. begyndte et lige så afgørende arbejde med at begribe hvad der skete.