Et af temaerne på Testrup Højskoles filosofilinje nu er: Historie, Politik, Anerkendelse.
Den amerikanske politiske tænker Francis Fukuyama antog i værket ”Historiens afslutning og det sidste menneske” fra 1992, at den vestlige liberale samfundsmodel med markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder var blevet den sejrende også i verdensmålestok. En central del af hans analyse drejer sig om spørgsmålet: anerkendelse og anerkendelseskamp. Han belyser bl.a. sagen ud fra vigtige filosoffer som Thomas Hobbes, G.W.F. Hegel og F. Nietzsche. Er anerkendelsestrang den centrale drivkraft for menneskers historieskabende aktiviteter?
Det historiefilosofiske tema belyser vi i forløbet også ud fra en anden af de store europæiske tænkere: I. Kant og hans lille afhandling: ”Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt”. Vi diskuterer i forløbet helt aktuelle aspekter af den politiske filosofi ud fra den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe. Hun er modstander af en liberal konsensuspolitik og for at de politiske modsætninger trækkes åbent op og brydes i strid. Hun er for en ”agonistisk” pluralisme.