Fænomenologien er en af den moderne filosofis største og mest indflydelsesrige bevægelser. Med navne som Husserl, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty og Lévinas har den trukket dybe spor i filosofiens landskab. For fænomenologien drejer det sig om at gå til sagen selv, at forholde sig til denne verden som bestående af en række fænomener, der kan belyses fra mange vinkler og under mange forhold. Dette fokus på fænomener er frem for alt et opgør med en forståelse af mennesket som et isoleret subjekt, der med vold og magt må sikre sig en erkendelse af en ellers bedragerisk omverden. Fænomenologien tror ikke på denne isolation af subjektet, for ifølge Heidegger og andre er vi altid allerede i gang med at forstå verden. Fra nu af gælder det om at forstå måderne, hvorpå vi allerede er i sving med verden – og det er, hvad filosofilinjen undersøger for tiden.
Derfor har vi sat os for at lave vore egne fænomenologiske beskrivelsesforsøg af enkle eller komplekse genstande, men også af vanskeligt tilgængelige størrelser som tiden og rummet. Vi lærer om fænomenologi ved at læse tekster af Martin Heidegger (Væren og tid) og Jean-Paul Sartre (Væren og intet), særdeles vanskelige tekster, som det kræver tid og jernvilje at komme igennem – men disciplin, humør og engagement har været helt i top på holdet. I søndags fremlagde vi (med lidt bange anelser) fænomenologien for forældre og venner. Her smittede filosofien alle, mens både lærere, elever og forældre i fællesskab debatterede verden, virkeligheden og intet.
