Så er påsken ved at forsvinde i bakspejlet mens den velsmurte Testrup-motor brummer foråret i møde. På undervisningsfronten er de mere sæsonspecifikke fag netop blevet kastet på tapetet. Det drejer sig om Thorbjørns "Fysisk grundtræning" og Ninas "Verdensmad". Sidstnævnte har nu indtaget skolens i sommerhalvåret vel nok mest ombejlede undervisningslokale, drivhuset, hvorfra der nu et par gange om ugen dufter af alt fra lakridssovs til surdej.
Imens forbereder teatereleverne sig på deres soloforestillinger, der skal fremvises torsdag aften lige tids nok til at indtrykkene kan bundfælde sig inden skolen fredag aften i dén grad får gæster - nærmere bestemt ca. 200 af slagsen - når Elevforeningens årlige Forårsweekend løber af stablen. I år er temaet "Østblok", hvilket over weekenden gerne skulle forvandle Testrup Højskole til et grænseland mellem øst og vest, paranoia og fornuft, højskole og partiskole, gensynsglæde og dansefeber, kys, kaffe og kærlighed, kapitalisme og kommunistisk konsensus!
It ain't over 'till the fat lady (or Pink Floyd) sings, og forhåbentlig når den til lejligheden opbyggede Berlin-mur at falde inden de gamle elever søndag drager tilbage til den virkelige verden - adskillige stormagtskollapser rigere, og dopet med et frisk skud højskoleånd.