Fredag den 11. november holdte vi vejret helt indtil kl. 13.59, hvor komikeren Frank Hvams ankomst var blevet bebudet. Flere af os har fulgt Frank Hvam på skærmen, så der var da en vis forventningsspændthed.
Med en baggage der bl.a. indbefatter de danske sitcoms Casper & Mandrilaftalen, Langt Fra Las Vegas og senest Klovn samt ditto i filmudgave, skulle en sand kendis nu stå få meter fra os! Betegnelsen ”kendis” klinger bare ufatteligt hult, og hvis der er nogen, der ikke klinger hult, så ved jeg da nu, at det på ingen måde er Frank Hvam. Med en utrolig munter og nærmest ydmyg retorik fangede han mig og flere andre i sin fortælling om sin karriere, eller som han foretrak at kalde den, ”eventyret”.
Hvam gik på Testrup Højskole i 1994 og kunne derfor fortælle flere anekdoter om sit ophold her – blandt andre om sin tid på teaterlinjen og om Gittes minimale tro på, at en skuespilkarriere var en mulighed for ham. Efter oplægget om sit ”eventyr” fik vi muligheden for at stille Frank spørgsmål i en såkaldt Q&A session (eller på dansk S&S (spørgsmål og svar), som han indskød med et glimt i øjet). De spørgende arme skød op i luften med kortere og kortere intervaller og emnerne spændte mellem Bent Fabricius Bjerres rolle som alfons ”Klovn – The Movie”, meget specifikke og passionerede spørgsmål omkring Casper & Mandrilaftalen, hverdagslivet som kendt person, til sin betagelse af den nye generation af stand-up komikere, hvor han især fremdrog en af sine favoritter Christian Fuhlendorff.
Lidt over en time gik saftsuseme hurtigt, og så skulle stakkels Frank rives ud af både hans og vores velkendte ”højskolebobbel”, som han selv kaldte den. Herefter bankede virkeligheden igen på, og stand-up shows i kædereaktion ventede forude. Det er ikke så lidt, vi kan drive det til her på Testrup Højskole!
Tekst: Signe Kold Andersen, fotos: Kirstine, E11