D. 24. september ankom endnu et kuld elever til Testrup Højskole, hvor de sluttede sig til det i forvejen sprudlende efterårshold. Skolen er nu fyldt til randen med energiske og forventningsfulde højskoleelever, og som sammenrystende startskud for det nye kuld har elever og lærere på skolens 5 linjer kastet sig hovedkuls ud i en mangfoldig og intens projektuge.
Der bliver arbejdet med tabloidfilosofi, performativ oplæsning, street-art, pop-ups og skrot-ups på hhv. filosofi-, skrive- og kunstlinjen. Teaterlinjen kigger kværulerende den indre hypokonder i øjnene og giver den indbildt syge en gang satirisk førstehjælp. Musiklinjen fortolker på de forskellige sammenspilshold et af hhv. 70'ernes og 00'ernes ubetingede hovedværker indenfor rockmusikken - nemlig "Dark side of the Moon" og "Kid A" af hhv. Pink Floyd og Radiohead.
Ugen kulminerer med fremlæggelser, optrædener, receptioner og ikke mindst den stort anlagte galla-fest i weekenden. Nej, der er bestemt ikke nogen grund til at gemme sig længere og længere ned under dynen i takt med efterårets komme, når man er højskoleelev.