Istanbul er overraskende. Hvis man tror man er kosmopolit (har rejst meget) og har tjek på det hele, bliver man en smule rystet i Istanbuls eksotiske favntag: man fatter ikke sproget, kan heller ikke kommunikere, bliver mere eller mindre charmerende snydt og bedraget på bar, i taxa, og selv på officielle steder. Man mister fodfæstet/orienteringen et øjeblik, men vælger så et andet fokus og opdager humoren, høfligheden, den behagelige temperatur, vandpiberne og æbleteen, osv.
Mangen en sen aftenstund blev spenderet på Iala, og det var ubegribeligt hvor mange højskoleelever der kunne proppes derind på én gang. En aften var vi til koncert på Babylon med Kolektifistanbul, et veletableret og meget velspillende tyrkisk band, som spillede såkaldt ’balkanatolia’.
Og så kommer jeg ikke uden om at nævne den berømte hjemrejsedato. Aftenen før vi skulle af sted, annoncerede studietursleder Lars M at vi altså havde en dag mere i Istanbul, hvilket affødte en blanding af begejstring og kaos: man havde ligesom set det hele, shoppet af, sagt farvel og brugt de sidste penge – men nu stod der så en helt frisk dag og ventede på at blive brugt...
