Testrup Højskole 8320 Mårslet ’ 86 29 03 55 ‘ testrup@testrup.dk
Nyheder

Tidligere Nyheder:



RSS Feed
Kommende ugekurser på Testrup Højskole:

Linjefagsuge

# / 29. september 2011

DSC_3260.jpgBladene er så småt begyndt at iklæde sig de brungule gevandter, mens små spæde efterårsorkaner fejer over gårdspladsen her på Testrup Højskole. Men indendøre er der andre orkaner på spil, for siden mandag har den stået på linjefagsuge, og der er tryk på i en grad så milibarskalaen truer med at kamme over.

Musikhuset runger og vibrerer til tonerne af funkrock-klassikere og finsk folkemusik og i skriveværkstedet sidder krumryggede forfatterspirer med autofiktion og koncepttekster, mens de brænder midnatsolie i dagslange skrivemarathons.Teaterlinjen forbereder dialogiske hemmelighedskræmmerier til opførsel på forældre-/vennedagen på søndag, hvor skolen invaderes af, ja – familie og venner.

På Filosofilinjen behandles bl.a. så forskellige emner som æstetikfilosofi, etik, samt tilsyneladende også punk i en Løgstrup'sk optik(!) Jo, der kræmmes bestemt også hemmeligheder hos filosofferne, og ingen ved helt endnu hvorfor flere af linjens elever i løbet af ugen har farvet negle og hår sort – og startet punkbands i en grad så de pludselig emmer af tristesse og weltschmerz. På Kunstlinjen arbejdes der under den kryptiske titel "trypticon" hvor eleverne i serier på tre billeder, skal formidle en narrativ udvikling. Grebene på opgaven er mange og resultaterne vil blive afsløret i weekenden!


Bookmark and Share

In English

Søg