//29.03.2012: Tekst: Karen Filskov Billeder: Charlotte Geneser Testrup F12 - Et minimalt udsnit af befolkningen, men dog alligevel ekstremt repræsentativt for udsnittet af personer, der kan beskrives med begrebet ”NOGET AT HA’ DET I!”. Det eksemplificerede sig gevaldigt ved kulturcaféen lørdag d. 10.03.12, hvor programmet fra kl. 20.00-00.00 bød på en farvestrålende palet af geniale påfund, værtshusstemning, humor og talent. Og patter.
Lykkehjulsstemning og pauseklovneri Værterne, Thomas og Thomas, præsterede en flot række one-liners, som fx ”Klokken er ti, og vi har fået tisset”, ”Det ville jo ikke være sjovt, hvis vi afslørede det hele, inden det ligesom var der” og ”Vi er jo værterne” - hvis man altså skulle være i tvivl. Det kunne man måske godt blive, da de egentlig havde en slående mangel på evner inden for værtskab. De kunne ikke huske de optrædendes numre og havde grimme slips på. Derved fik de jo egentlig fremhævet værtsrollernes vigtighed uden som sådan at fremhæve deres egen. Kun lidt. Nogen gange. Med måde. De glorificerede kort sagt den tilladte mængde selvironi, det påkræves før man kan stå på en scene uden at ligne en forstokket nar. Og så er de jo ret lækre. Folk var intet mindre end tilfredse.
Funk souls_ Konstruktionen af aftenens program bød indledningsvist på indblik i musiktilvalgets gøren og laden. De bragede igennem med nummeret ”You know I’m no good” af Amy Winehouse. Titlen skal helst ikke ses konkret i forhold til mustiktilvalgholdets talentkapacitet; de gjorde det flot!
Den gode, den onde og den grusomme_ Hernæst indlemmede Jakob (guitar), Christian (trommer) og Peter (bas) sig i starten af programmet, da de følte sig lige præcis så meget bedre end alle andre, at de nok syntes, de kunne tillade sig at vente med tilmelding til allersidste øjeblik. Dejlig forfriskende selvtillid eksemplificeret med dejlig forfriskende musik: ”Twangz” af Uffe Steen. En eskapade af jazzet, syrende vellyd overstrømmede det stille og lyttende publikum ind til øjeblikket hvor den sidste tone sloges an og klapsalverne haglede ned over bandet. De skal især roses for deres instrumenthåndtering: En frydefuld, dog desværre lidt lav, bassolo, en guitar hvis toner smøg sig i øregangene og en trommeslager, der vidst godt kan klandres for at have begynderheld inden for jazzgenren. Skideskønt!
Stille som_ Lækre Lærke-Sofie fremførte et selvskrevet klaverstykke med titlen ”Rød Sne” (Ikke at forveksle med den svensk/norske tv-serie ”Rød snø” eller dens dertilhørende parodi; ”Død snø”, om nazi-zombier). Nummeret kom til verden dengang hun var ung og inspireret. Jeg ved ikke noget om hverken hendes alder eller inspiration, men det lød pænt. Ud over Bertrams raslende nøglebundt, var salen næsten lige så stille som sne. Fingrene rislede over klaveret og fængede virkelig tilhørerne. Musikken gav virkelig frihed til tanker. Fx om hvorvidt nazistiske zombier kun vil spise ariske hjerner pga. kvaliteten, eller om de stadig ville have øje for udryddelsen af skidtskravlet. Og hvordan en kødædende virus nok er bedre at overtage verdensherredømmet med, end Hitlers midler var. Selvom han gjorde et meget ihærdigt forsøg.
Minimalistisk reggae_ Laura og Christian berigede nu allerede deres publikum med en anden optræden i ny sammenhæng. Musiktilvalgs-Laura på sang; igen. Og jazz-Christian; nu på guitar. Sceneludere. Deres reggaefortolkning af ”Walking on the moon” med Sting & The Police var dog lige i øjet, og Lauras sprøde stemme, kombineret med Christians tilbagelænede guitarakkompagnement, gjorde det jo nærmest helt tilforladeligt, at de sprang op på scenen i tide og utide. Man kunne faktisk ikke engang lade være med at klappe af dem. Men de er også ret søde.
Poetisk pop_ Til gengæld; Karen (det er mig) og Emil, os kan jeg jo simpelthen ikke udtale mig om… Men jeg kan inddrage nogle citater blandt aftenens kommentarer: ”Kæft, hvor synger du dog bare godt, Karen, og Emils sange er da rigtigt gode”, ”Det var da noget af et organ, du har dig der, hva’? Og Emil skriver da nogle gode sange”, ”Når man lukker øjnene tror man jo, du er sort, Karen. Og hip hurra for Emil og hans talent”. Det var bare et lille uddrag, men eftersom jeg har personlige interesser i sagen, vil jeg ikke uddybe den optræden yderligere… Eller jo - det kan siges at publikum virkelig både oplevedes som lyttende, modtagelige, respektfulde og smukke fra stolerækkerne og fra scenen. Tak!
Bygballe Trio_ Hvem bedre til at følge op på naivt, poetisk, gribende pop end en dejlig firemands jazztrio? Den krøllede guitarist, Frederik Bygballe, lægger navn til denne kvartet. Ud over denne flotte unge mand, består gruppen af Jakob, der havde skiftet guitaren fra aftenens andet act ud med et trommesæt, Mikkel, der for første gang på en scene spillede en lækkerlækker jazzbazz, og Nicolai, der tryllede med klaverets tangenter. Som et medlem af gruppen sagde inden optrædenen: ”Man bliver som pige nødt til at være godt opmærksom, når vi spiller Beautiful Love, for vi har tænkt os at gøre jer våde i trussen”. Det var flot sagt, Jakob. Gruppen skabte på formidabel kort tid en rigtig hygge-jazz stemning med klirrende flasker og sagte snak, som på ingen måde lod musikken falde ud af fokus.
Syrede muskelsyrener_ Efter pausen begyndte de litterære indslag, som Mie på fantastisk vis indledte. Hun læste op af sit eget bidrag til den antologi, Olga Ravns skrivehold producerede i projektugen (Under Muskelsyrenen). Herved fik Mie også slået fast, at hun har flair for det morbide - og måske endda også forhindret sig selv en karriere inden for hudpleje, eftersom pyntende tegnestifter, epilation og skoldning nok ikke er folks foretrukne skønhedsmidler. Som en besøgende tidligere retsmediciner sagde: ”Det er godt nok ulækkert”! Og ja! Det er det. Det var virkelig dejligt at krumme tæer takket være talent og ikke pga. mangel på samme.
Barnlighed og skræppeblade_ Astrids søde tekst stod i stærk kontrast til det foregående. En dejlig blid stemme fortalte os om et barn, som et barn. Beskrivelser, der malede sig ind på nethinden, indrammede barndommens billeder af natur, gummistøvler i mudder, og hvordan mor og far så ud dengang, inden man blev lidt for voksen. Det var også ret stemningsunderbyggende, at Astrid selv måtte sætte mikrofonen cirka en meter ned, for at kunne tale ind i den.
Digte, der rimer_ Som en afveksling sprang drivhusoplæseren, Nanna, ind og bidrog med en lidt mindre skrivelinjeagtig performance. For der er jo ingen, der tør rime på skrivelinjen. Det gjorde Nanna til gengæld og overraskede mange med sit poetiske outlet og bløde stemme. Hvem der bare kunne ”male blød”.
Konkretdigtning_ Med en skrøbelig stemme forklarede islandssweateren (Bertram) med alt for mange ord, at kun 18 ord skulle læses op. Der var vidst egentlig lidt flere, når det kom til stykket? Men ordene var simpelthen dejlige. Et konkretdigt baseret på de semipolymorfe ord ”Banker” og ”Røver”; præsteret med en nylonstrømpe over det forkølede hoved. Så let kan det være at digte, så sjovt kan det være at lytte. Som førnævnte retsmediciner udbrød: ”Hold da op, hvor er det bare 2012”… Tjo?
Vekselstrømmende ord_ Det dårlige ordspil, der indleder dette afsnit, bygger på den oplevelse det var, at se en uddannet elektriker sidde og læse op af en historie om Bjørne og Grise. Jo, og så så han jo egentlig ikke som sådan elektriker-agtig ud, når han med rolig stemmeføring førte os ind i et barnligt univers - lig Astrids - men med en langt mindre grad af uskyld og naivitet skrevet ind mellem linjerne. Tvært imod.
Marlene og Charlotte præsterede en fremragende video med forstanderkæledæggen, Laus, i hovedrollen. En mops, der giver H. C. Andersen-vendingen ”Øjne så store som tekopper” en helt ny, realistisk dimension.
Philip og Jakob kunne med de to sætninger: ”Det her er egentlig ret sjovt” og ”Det her er egentlig også meget sjovt” præsenterer samtlige indlæg i deres indslag. Nemlig de følgende Youtube-videoer: Intro: http://www.youtube.com/watch?v=NGwwJEE7k48 What the fuck: http://www.youtube.com/watch?v=TfRieg1p81o&feature=related Klassikeren: http://www.youtube.com/watch?v=5_sfnQDr1-o Favoritten: http://www.youtube.com/watch?v=_O1hM-k3aUY Og så var der også en med en kat. Sådan er Youtube.
Beatin’ da booooowx_ Jes var ikke som sådan gakket. Han var egentlig bare sej. Første gang på scenen med en flot beatbox-optræden; anden gang med en fjollerap opført med ven hjemmefra, kaldet Henning, døbt Ch-/Kristian. Det var måske lidt åndssvagt. Men de faldt i god jord ved publikum - med god grund.
Poptøzer_ Det er nok ikke første, ej heller sidste, gang man oplever Charlotte Ankerstjerne have dyb passion for popmusik. Her sammen med Emma i en tostemmig, guitarakkompagneret (Christian.. Igen) version af Ushers ”Let it burn”. Tak, for en… Uforglemmelig… Oplevelse. Det var skræmmende veludført.
Højdepunktet_ Der blev lovet patter i indledningen. Værsgo: http://www.youtube.com/watch?v=4vtXkR44VWM Det her er i sig selv ikke som sådan aftenens højdepunkt, men da Freja og Anna Luna efter at have vist videoen tog udfordringen på sig at efterligne Busty Hearts talent, nåede aftenens kvalitetsniveau helt nye højder. Med deres fortrinlige attributter formåede de to kvinder at smadre ikke bare sæbebobler, korthuse og andre ting i den størrelsesorden - men også en overvældende mængde flødeboller. Jeg tror ikke der er tvivl om, at det påfund fortjener en form for medalje.
Boyband_ Efter at have bøvlet med teknikken i en rum tid, fik vi øvrige elever endelig den længeventede boybandmusikvideo at se. Manageren med de store talegaver, Mathias Fallesen, formåede at pumpe stemningen op og aftenen blev med denne video afsluttet glamourøst: http://www.youtube.com/watch?v=jy3U8RLuNp0
Nu kan vi med mindet om den foregående kulturcafé med glæde gå fredag d. 30. marts i møde!
//21.03.2012: Tekst: Emma Inge Hansen
En overskrift skal være spændende. En overskrift skal være et blikfang. En overskrift skal være lokkemad og få læseren til at kigge med og blive fanget, hvorefter min dygtighed i brødteksten vil holde dig (læseren) fanget til afslutningen, der med et svirp med halen slutter af med en lille fin afsluttende pointe. Jeg fortæller dig ting, du godt ved nu, men det er nu mest, fordi jeg ikke kan komme mig over, hvor åndssvag en overskrift, det er for en udenforstående, og hvor genial den er for den 'indviede'. Med indviede mener jeg ganske simpelt, folk der går på højskole.
Alene på toilettet 'En mur af socialhed'. Sådan beskrev forstanderen det. Selv har jeg udtrykt det ved at påpege, at man kun er alene, når man går på toilettet, hvilket vel i bund og grund peger hen på det samme (om end jeg senere har fundet ud af, at der er andre muligheder end lige netop dette rum). Men lige præcis mængden og volumen af den sociale mur, man unægtelig bliver smadret ind i, gør, at du i endnu højere bliver nødt til at lade masker falde, hvis ikke du vil have følelsen af at spille skuespil. Derhjemme kan man flygte og lade op, som man siger. Personligt hører jeg til den slags mennesker, der med lethed kan bruge en hel dag i mit eget hoved, alene og for mig selv, hvilket vel gør mig til en form for enspænder. En enspænder, der er havnet på højskole, hvilket har ledt til nogle sjove situationer og episoder (i toiletkøen blandt andet). Liflige/fiffige tanker Men det her er ikke en tekst, jeg har skrevet som en slags renselse for mig selv, selvom overskriften stadig godt kunne tyde på det. Det er nemlig ikke nødvendigvis mig, der er en enspænder på højskole, selvom det er det nu også. Det man skal læse ud af overskriften er, at jeg prøver at gøre ’En Enspænder på Højskole’ til noget, der nærmest er en form for begreb ligesom Den Lille Pige Med Svovlstikkerne eller Den Fattige Gamle Kone. Det er måske til en hvis grad at servere pointen på et sølvfad for dig, læseren, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er sådan en liflig/fiffig lille tanke, fordi det er så modsætningsfyldt. Så hul i om man virkelig tænker over det. Hvordan man finder sin plads uden at miste sig selv, hvordan man navigerer blandt hundrede mennesker og nyder dem, der er tæt på og langt væk. Også dem der ikke er megasociale, for nu at bruge normale teenage-termer, må finde deres plads i den sociale mur, man ifølge forstanderen støder ind i, og lære at undgå at skabe meterlange køer på toilettet (hvilket ikke er sket, men det er sjovt at skrive).
Trin 2: Afvent med spænding gul kuvert.
Trin 3: Modtag med glædesråb gul kuvert (en lille dans kan varmt anbefales).
Trin 4: Væn dig til tanken om at skulle hænge ud med rygere og vegetarer hver dag.
Trin 5: Ventetid. Kan fordrives med intensiv backgammon-/skak-/kaste grise-/whist-/Bezzerwizzertræning, studier i højskolesangbogen, øvelser i perlepladeproduktion, opdigtning af spændende baggrundshistorie (i tilfælde af virkelig kedeligt liv), grundige studier i fremmede dialekter og udtryk, opfindelse af et middel mod rødvinspletter eller afkrydsning af følgende liste:
PAKKELISTE (Hvad de ikke skriver i brevet): □ Håndsæbe! □ Tekrus anbefales af skolen. Men det er en stor fed løgn. Der er keramik overalt. □ Joggingtøj (hvis du er på teaterlinjen) □ Malertøj (hvis du er på kunstlinjen) □ Fremmedordbog (hvis du er på filosofilinjen) □ Blyanter og overstregningstuscher (hvis du er på skrivelinjen) □ Varme sokker (i tilfælde af en fremtid i Nørregaard) □ Rustning (i tilfælde af en fremtid i Borgen) □ Slinky-fjeder (i tilfælde af en fremtid i Vesterhus) □ Dankort (MasterCard tages ikke i Testrup) □ Kontanter (til vaskepoletter og Søs) □ Plaid og pibe □ Minimum ét kort-/brætspil □ Plakater/postkort/vægtæpper/jagttrofæer/familieportrætter/juleplatter til at dække væggene □ Elefantsnot til ovennævnte □ Søm + hammer, i tilfælde af at du ikke kan hænge jagttrofæer op med elefantsnot □ Telefonnummer til flextaxa □ Sovepose (hvem har brug for et værelse, når der findes et fantastisk shelter på det testrupske areal?) □ Kiks, slik og andre godter så du bliver rigtig populær hos dine nye roommates.
Trin 6: Mød op på Århus Banegård, og vent på bussen sammen med andre grønne, spændte elever. Nye elever kan spottes på:
• En guitartaske eller andre instrumentkasser over skulderen • Store kufferter • Et forvirret og forventningsfuldt blik. • Er mellem 19 og 24 år • Står evt. med en cigaret i mundvigen • Står og sætter krydser på pakkelisten med et jagttrofæ under armen
Kan du stadig ikke genkende nogen som sikre Testrupelever, prøv da at flashe din gule kuvert. Personlig erfaring viser, at det virker.
Trin 7: Mød op til din første dag som tesser! Gå ind i spisesalen, og sæt dig, lige hvor du har lyst. Alle andre er også nye elever og har helt sikkert lyst til at snakke med dig. Kender du ikke nogen i forvejen, møder du sikkert nogen, der kender nogen, du kender.
Trin 8: Husk, at Søs lukker klokken 18 i hverdagene, hvis du skulle have brug for noget den første dag.
Trin 9: Nyd de næste mange måneder, som du aldrig har nydt noget før.