15. juli til 21. juli 2011
#/ På Testrup Højskoles musikkursus 2011 får du fuld musik: for alle aldre, i alle genrer, fra morgen til aften. Vi har fornøjelsen at invitere voksne, samt familier med børn fra 10 år og opefter.
Som det ses nedenfor, har vi en bred vifte af hold, som du/I kan vælge mellem – nogle henvender sig til børnene (10-13 år), andre til unge (13-17 år), og atter andre primært til de voksne (13-80 år).
For dem som ikke spiller musik, er der gode muligheder for at gøre sig erfaringer med keramikhåndværket eller stifte bekendtskab med lærred og farver på maleholdet.
Vores ambition er at skabe spændende faglige udfordringer i et positivt og energisk samvær med familien og alle de nye venner, du møder.
#/ Ud over undervisningen på holdene, lægger vi vægt på det store fællesskab, som højskolerammerne muliggør. Det udfolder sig f.eks. på morgensamlingerne, hvor vi samles i foredragssalen til en sang og en god historie, ved måltiderne, som vi roligt kan love bliver en helt speciel kulinarisk oplevelse, og ved eftermiddags- og aftenarrangementerne, hvor man leger, jammer, synger i kor, går til koncert, bager snobrød, bygger sæbekassebiler og meget andet.
#/ Kursusledere
Anne-Grethe Severinsen og Thomas Zeuthen
#/ POPkorn (10-13 år)
Vi skal spille hits du kender fra radioen eller fra MGP. I vores band kan vi bruge alle mulige instrumenter, og du kan godt være med selvom du ikke spiller et instrument i forvejen. Vi skal lære hinanden at kende, spille en masse musik, spille fodbold eller andet godt i pauserne– vi skal simpelthen bare have det sjovt inde i musikken og ude i sommervejret.
Ved Maria Svane-Christiansen
#/ Junior-rock (10-13 år)
Her skal vi spille rigtig rockmusik med guitarsoloer, trommefills, hæsblæsende synthesizere og sangere der fyrer den af. Du er med i bandet, hvis du vil! Vi skal bruge ugen på at øve op til en koncert på den store scene fredag aften. Og så skal der selvfølgelig også være tid til at spille fodbold eller være med i en vandkamp, når vi trænger til en pause.
Ved Kristoffer Fynbo Thorning
#/ BEATMAKING, REMIX OG MUSIKPRODUKTION (13-80 år)
Electronica, dubstep, house og hiphop er blot nogle af de genrer, vi arbejder med på dette kursus. Vi bygger beats op fra bunden og producerer hele numre med bas, synth, effekter, og måske et instrument du selv spiller på. Vi bruger programmerne Logic og Ableton Live og lærer, hvordan man sampler, komprimerer, eq’er og mixer hele balladen sammen. Kurset slutter med et 'rave', hvor vi præsenterer musikken for de andre hold i et inferno' af instrumenter, lys, røg og rytmeboxe. Det er en fordel – men ikke et must – at have en bærbar computer med.
ved Casper Meinhardt og Jacob Bach
#/ Bits of Reggae (13-17 år)
"Bob Marley, rastahår og jamaicafarver. Vi dyrker offbeat'et og kaster håndtegn - chilleren og op'ern. Vi kæler for grooves med lækre guitar-, orgel- og basfigurer samt masser af percussion og dit medbragte ynglingsinstrument. Sangene gør os glade og vi synger med i flere stemmer. Så op med ho'det min ven, træd frem i lyset, ha’ en upcome igen!"
Ved Kristian Skårhøj
#/ Ung rock (13-17 år)
Som navnet antyder, skal vi selvfølgelig spille noget fed rock med masser af tråd, men andre genrer, i tidens toneklang og fra skattekisten af hits, vil i dén grad også blive spillet og fortolket. Er du klar på en uge med gang i den, masser af attitude, gode grin og sprøde riffs? Så varm sangstemmen op, stem bassen, find plekteret og vær med til at give den gas.
Ved Christian Bennedsgaard
#/ Funk de Luxe (13-80 år)
Velkommen til et øvelokale hvor jeg kan love fest og farver! Men først når grooves, riffs, teksterne og de lækre kordetaljer er knoklet på plads. Funkmusik er energisk og fængende, men heller ikke helt let. Vi skal bruge: guitarister og keyboardspillere som elsker at arbejde med det rytmiske, en fingernem og steady bassist, blæsere, som kan give den fuld power, sangere/rappere, som elsker lækkert kor og synes det er sjovt at prøve kræfter med en genstridig tekst, og så en trommeslager, der formår at holde sammen på det hele!
Ved Anne-Grethe Severinsen
#/ Den store latingryde (13-80 år)
Vi dykker ned i musik med rødder i den sydamerikanske og caribiske sangskat og lærer en masse stilarter at kende. Vores musikalske rejse går op gennem Brasilien (f.eks. samba cancao, batucada, baiao) til Trinidad/Tobago (calypso, soca). Efter en afstikker til Cuba (cha cha cha m.m.) kan vi evt. forfølge latinmusikkens indflydelse på amerikansk musik fra Santana til mere funky-soul-discobaserede dansehits. Her er god plads til sangere og percussionister, men også brug for guitarer, bas, keyboard og trommesæt. Blæsere er velkomne (angiv instrument). Vi sætter det hele sammen til et udadvendt show med masser af spilleglæde og energi. Husk lækkert sceneoutfit!
Ved Jesper Gilbert Jespersen
#/ Rock (13-80 år) – nu med din lyd
Har du altid et riff i ærmet, finder du på fede hooklines om morgenen under bruseren, eller har du et trommebeat kørende i hovedet, som du drømmer om at bygge et nummer op omkring? Rockholdet er for dig, der gerne vil prøve kræfter med selv at skrue rocknumre sammen – hvadenten det ender som alternativ, indie eller old school rock – det kan tage flere retninger. Vi samler idéerne til færdige numre og bliver sammenspillet til en fed fredagskoncert, og for de ekstra energiske vil der også være mulighed for at rode med indspilning. Alle instrumenter, stemmer og niveauer er velkomne – du skal bare være klar på at holde tungen lige i munden i en kreativ rodekasse af et rockprojekt.
Ved Lasse Malmqvist
#/ Dogme Djazz (13-80 år)
Med ”dagens djazz dogme” vil vi arbejde fokuseret på at etablere et stærkt musikalsk udtryk, hvor skærende dissonanser bliver smukke, hvis de spilles konsekvent og én-tone-improvisationer sætter nye spilleregler for både garvede og uprøvede jazzhjerter og -hjerner. Vi skal spille det forudsete uforudset og frem for alt gøre ørerne legelystne og modtagelige for spontane indfald fra vores medmusikanter. Djazz dogmerne vil blive afprøvet i forskellige kompositioner af både nyere og ældre dato eller danne udgangspunkt for spritnye kompositioner...? Der er plads til alle, der har lyst til at udforske musikken nysgerrigt og gerne vil synge eller spille deres unikke jazzstemme tydeligere frem.
Ved Niels Winthereik
#/ Folk´n´Country Live´n´roll (13-80 år)
Lad os nu bare erkende det… Country er det nye sort…
Vi skal spille og synge sange med moden nerve og intensitet. Sange, som er overskuelige i niveau, men som kræver alles fulde opmærksomhed. Musik skal høres af andre, så live-delen skal vi naturligvis også arbejde med. Arrangementerne laver vi sammen, så vi får det, lige som vi vil ha det. Vi skal inspireres af Alisson Krauss, Springsteens Seeger Session, Dolly Parton, Hayseed Dixie og flere andre, så der bliver både folk, country OG western. Hvis bølgerne går højt, skal vi også spille lidt dansk folk-rock. Det altafgørende på vores hold er, at vi læner os tilbage og nyder musikken og det at spille sammen. Som udgangspunkt gælder det, at vi gør os fri af papiret og spiller med et stort overskud. Alle niveauer og instrumenter er mere end velkomne.
Ved Anders Møller
#/ Billedværksted (13-80 år)
Med udgangspunkt i sommeren, lyset, landskabet, stemningen på stedet, det helt særlige øjeblik - her og nu - vil vi omsætte indtryk til udtryk – i flade, form og farve. Vi vil arbejde os ind i i krydsfeltet mellem iagttagelse og forestilling, ånd og materie og undersøge, hvordan vi får vores billeder til at fungere som kikhuller ud i verden - ind i sjælen. Så velkommen ombord på billedkunst, hvor du både kan arbejde ud fra en mere traditionel malerisk vinkel – akryl på lærred – og eksperimentere med forskellige alternative materialer og teknikker – f.eks. i form af papircollager og -figurer. Det bliver learning by doing for såvel begyndere som garvede!
Ved Hanne Matthiesen
#/ Keramik (13-80 år)
I keramikværkstedet går vi på opdagelse i porcelænslerets muligheder. Fra det bløde formbare, til det stærke klare udtryk efter brænding. Vi sætter aftryk, bygger og eksperimenterer med leret til ovnen siger stop.
Ved Rikke Kofoed Mangelsen
#/ EFTERMIDDAGSAKTIVITETER
// KOR // JAM // LEG // DRAGER // SÆBEKASSEBILER //
Fra 14-15.30 er der hver dag mulighed for at vælge mellem forskellige aktiviteter.
#/ Kor
I koret kan man glæde sig til at synge flerstemmige sange og hits sammen med de andres smukke sommerstemmer.
Vi skal dyrke den fælles klang, en udsøgt dynamik og et energisk udtryk.
Ved Thomas Zeuthen
#/ Labyrint
Labyrint er et dagligt frikvarter, hvor vi skal udforske højskolen og opdage alle de lege, som omgivelserne indbyder til. Og der er meget vi skal nå på en uge: Vi skal lege mordere og detektiver på jagt efter hinanden i Testrups gamle krogede bygninger, vi skal sprøjte hinanden til i en kæmpestor vandkamp, gå på line i solen, bygge huler i træerne, lege skovstratego og finde skatten. Kom og vær med! Alle aldre er velkomne!
Ved Anja Ørsnes og Astrid Hansen
/# PRAKTISKE OPLYSNINGER
#/ Indkvartering
Værelserne er placeret parvist omkring en entré og et badeværelse.
Priserne er totalpriser og indbefatter undervisning, fuldt ophold inkl. sengelinned og håndklæder, bus mellem Århus H og Testrup på ankomst- og afrejsedage, gruppebillede af kursisterne, undervisningsmaterialer, evt. udfl ugt, samt madpakke til hjemrejsen.
#/ Priser
Dobbeltværelse: 4.100 kr. / Enkeltværelse: 5.000 kr.
Børn (t.o.m. 15 år) 2.100 kr.
Børn og unge mellem 10 og 17 år kan kun deltage i kurset i følge med voksne.
#/ Dagkursist
Har du overnatningsmuligheder uden for skolen, kan du blive dagkursist. Som dagkursist er du naturligvis velkommen til at deltage i alle måltider, aftenarrangementer mv. på skolen.
Uden overnatning: 3.200 kr.
Børn (t.o.m. 15 år) 1.700 kr.
#/ Særpris for studerende
Et begrænset antal studerende under 30 år kan indkvarteres på sovesal. Kopi af studiebevis medsendes ved tilmelding.
Sovesal: 2.000 kr.
#/ Rygepolitik
Testrup Højskole er røgfri.
# / Afmelding
Depositum tilfalder skolen ved afmelding.
Ved afmelding senere end én måned før kursets begyndelse tilfalder det samlede beløb skolen.
# / Afbestillingsforsikring
Der kan tegnes afbestillingsforsikring hos Europæiske Rejseforsikring (5% af kursets pris).
# / Yderligere oplysninger
Ønskes yderligere oplysninger er du naturligvis altid velkommen til at ringe eller skrive til os.
# / Tilmelding
» Gå til tilmeldingsformular