Bjørn Rasmussen,
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet
af Christian Dorph og Mads Eslund
Bjørn Rasmussens romandebut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er heftig og medrivende læsning. Historien er halvt om halvt selvbiografisk, men eksploderer og udarter i fiktive og sprogligt rablende excesser og tableauer. Den centrale og genkommende scene i bogen er romanfiguren Bjørns møde som voksen med sin gamle ridelærer og elsker, som han havde et passioneret SM-forhold til som 15-årig; en både lyst- og hadefuld besættelse, som forfølger ham op i voksenlivet. Dette gensyn sender os mange år senere tilbage til opvæksten på en rideskole i Lemvig i en hørm af heste og landlig overklasse med en neurotisk forstyrret mor, foruroligende normale brødre, jagtselskaber og dyre racehunde. En lille håndfuld fotografier danner en slags spejlingsakse i bogen og forstærker den grelle kontrast mellem virkelighed og fiktion, som er bogens særkende. Fortællingen falder i scener og indfald og er delvist fremadskridende i tid, men uden plot eller vanlig narration.
Rasmussens prosa er en vild skrift, sætning for sætning overrumplende. Stemmen er hysterisk og rå, selvhadende og rablende, men de voldsomme erfaringer skrives også frem med fint følt elegance og ømhed mange steder, aggressionen komplementeres af en nærmest bevægende indlevelse, fx i fascinationen af den begærede ridelærer under en skovtur med badescene.
Rideskolen, hvor teenageren Bjørn vokser op og gør sig sine første seksuelle erfaringer, er en skole for kontrol af kroppe, hestene plejes og dresseres af skolens elever og instruktører, og ridelæreren behandler Bjørn som en hest, han vil dressere teenagedrengen. I mødet med ridelæreren får Bjørn afløb for sit begær, samtidig udleveres han til mandens dominans og luner.
Bjørns seksualitet bliver en frigørelse fra Onkel Lemvig, provinsens totalitære normalitet, dens besvær med og foragt over for det afvigende anderledes. Men samtidig sælger han sig til djævelen, a.k.a. ridelæreren, og gør sig til en slave af sin lyst. Han bliver til krop, til genstand og effekt for et andet menneskes begær. Identiteten defineres eller afgrænses af huden – og så har vi romanens titel.
I slutningen af bogen træder forfatteren ud af fortællingen og sender hilsner til sine litterære forbilleder, bl.a. Duras, Plath, Acker, og Hesselholdt. Rasmussen har, som han skriver ”ikke fundet på det hele selv”, men hugget fra disse forbilleder, skrevet oven på eller af efter andre fortællinger. Romanen er virkelig en roman. En smuk og rystende, fuldstændig særlig bog.