Janina Katz,
Skrevet på polsk
af Lilian Munk Rösing
Janina Katz er født i Polen, men har et meget anerkendt dansk forfatterskab bag sig. For første gang har hun nu skrevet en digtsamling på polsk, men udgivet den i sin egen danske oversættelse. Det er blevet til fyrre fantastisk intense digte, som er lige så mættede med smerte og vrede som med humor og ømhed, lige så vægtige som nonchalante.
Samlingen indrammes stærkt af de to digte ”Dengang (1)” og ”Dengang (2)”, hvor det lyriske jeg skildrer sig som ”en lille Eurydike”, et barn, der er ”revet ud af helvedet” og ”sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen”. Janina Katz blev som barn selv revet ud af Holocaust-helvedet, hvor hendes forældre gik til grunde, og hendes digte er skrevet fra den position, hvor man er og bliver ”begloet af krigen”. Der er ikke megen guddommelig mening i digtenes univers; vi er i en tid, hvor verden går under igen og igen (”Bag vinduet fejrer/ verdens undergang/ endnu en fødselsdag”), og hvor solen ærlig talt er temmelig træt af jorden (”Gid den gamle luder/ holdt op med at kredse om mig”).
Digtene handler om det døde (moderen, faderen, Gud), om alt det, der aldrig var (”ufødte børns ikke begravede aske”, ”mit ikke-bryllup”, ”en ikke-trykket hånd”), og de vrimler med allegorier, ofte i form af personifikationer. I en meningsforladt verden kan man ikke som den romantiske digter lade den konkrete sansning udfolde en sværm af betydninger, som peger på noget større end den selv. Næ, hvis man vil have et billede på krigen, er man henvist til skrive den med stort og lade den glo. Hvis man vil have et billede på hjertet, må man gøre det til ”en evig teenager”, der ”strejfer om i de elysiske marker.” Hvis man vil gøre et billede af verdens undergang, må man lade den fejre fødselsdag.
Allegorien er metaforens skikkelse i en verden af aske. Og der er lige så stor forekomst af ordet ”aske” i Katz’ digte som af allegori. Men asken kan hos Katz være liderlig: ”en håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig”.
Der er aske, tab og negation i Katz’ digte. Men der er også et forjættet land. Konkret i rejsedigte fra Israel, mere flygtigt og abstrakt i de strejf af venindekvidren og kunstens skønhed og elskeres ømhed, som lyser ind i det askegrå.
I et digt ”trommer hjertets spætte kaddishbønnen ud”. Kaddishbønnen er den jødiske bøn, der på én gang er klagesang (over at de døde de døde) og lovprisning (over at de har levet). Katz’ digte kan læses som sådanne klagende lovprisninger eller lovprisende klager, både over det, der var, det, der aldrig blev, og det, der er på trods.