Lars Frost
, Skønvirke
af Christian Dorph
Med Skønvirke afslutter Lars Frost sin ambitiøse romantrilogi om det danske velfærdssamfund. Vi er nået til en ikke nærmere bestemt fremtid, fint antydet, der er fx bygget nye broer, bl.a. en til Samsø, læger, politifolk og seriemordere er overvejende kvinder, alkohol er fjernet fra vin, kød erstattet af tofu og soja, og sygdomme helbredes ikke, men slettes. M.a.o. en slet skjult fremskrivning af nogle tidstypiske dårskaber, sundheds- og kropsdyrkelse, øko-feminisme etc.
Skønvirke har alle ingredienserne til en moderne femikrimi: sex, brutale drab, forstilt familieidyl – og et sprog, der er tilstræbt fladt og simpelt. Lars Frost kan skrue op og ned for sin stil og sine virkemidler og efter behag veksle mellem empati og kynisme, poesi og pastiche, høj og lav stil. Det kan virke overlegent og smart, som blær, men ironien og legen med virkemidler løsner op for den patos og smerte, der ligger i dystopien og den apokalypse, der er i historien.
I nogle korte afsnit krydsklippes mellem den ensomme rappenskralde af en kriminalassistent, Mathilde, der jagter en seriemorder og bliver suspenderet pga. sin overvægt efter en skilsmisse, Lise og hendes akademikermand Flemming, der har slemme hemmeligheder for hinanden, og Lises bror, Jens, der vender hjem fra krigen, da Spanien er faldet. Efter en familiejul på Fanø med Jens, Lise og Flemming og deres mor skifter bogen pludselig spor og retning. Den krigstraumatiserede Jens lukker og slukker femikrimien med en brandbombe og et skuddrab og forsvinder ud af landet til et udbrændt, smadret Amerika og suges op i et slæng af subsistensløse, et ’vi’, der giver fanden i alting og søger nordpå for at arbejde i Skovene med en enlig kvinde på slæb til fælles afbenyttelse. Mændene tager videre op i bjergene og beames til slut op i et rumskib af nogle aliens. Herefter bryder også sprog og syntaks sammen i en sørgmunter Joyce’sk finale: ”Skventræer. Håblinsky skventræer … TIL hurlumhejhuset med bimletårnet. Bimlende. Find røven og slå på den.
”
Romanen følger det katolske rekviems dele (introitus, Kyrie, Dies irae etc.) og kan læses som en dødsmesse for manden og den vesterlandske kultur. Det er sort og kynisk og deprimerende, men der er også en ømhed at spore, både i den forstilte familiejuleidyl på Fanø, i portrættet af Mathilde og i de fortabte mænds deroute og deres frafald fra kulturen, velfærdssamfundet og verden. En sikker og overbevisende afslutning på en litterært opsigtsvækkende serie.