Pablo Llambías
, Monte Lema
af Lilian Munk Rösing
Der er omkring 400 sonetter i Pablo Llambías’ Monte Lema, og der er, som den klassiske sonetform foreskriver, 14 vers i hver sonet og (med en vis fleksibilitet) 10-11 stavelser i hvert vers. Ingen metrik, men masser af rytme. Ingen rim, men masser af enjambementer. Teksterne er formet efter den metode, som digter-jeg’et selv benævner ”sonettering”: ”Niveau et:/ dagbog. Niveau to: fortætning. Niveau/ tre: sonettering. [...]”
Vi har altså at gøre med en fortættet dagbog i sonetform. Tematisk opdelt i tre: ”Poetik”, ”Angst”, ”Kærlighed”.
Sonetterne i ”Poetik” handler om sonetformen, om bekendelsesgenren, om Llambías’ arbejde på Forfatterskolen, om bøger, han har læst, om polemikker, han har befundet sig i. Man finder titler som ”Leonora Christina Skov er igen ude efter mig i Weekendavisen” og ”Jeg kan godt lide Tomas Espedal og Tone Hødnebø”. Det er i starten af denne del, digter-jeg’et står på toppen af det schweiziske bjerg Monte Lema en anden Jens Baggesen på spidsen af St. Gottard, men modsat Baggesen har digteren her sin uimponerede søn med og er langt fra en sublim erfaring af det guddommelige.
”Angst” handler om et jeg, der lider af angst og paranoide forestillinger om andres fjendtlighed, og om hans erfaringer med diverse psykofarmaka. Her finder man titler som ”Zombien er virkelig fremtidstræt”, ”Ved sindssygdomme” og ”Jeg skal både til psykiater og psykolog på samme dag”. Han sporer selv sin psykiske ”sygdoms” oprindelse til den nat, hvor hans søn blev født og var ved at dø.
”Kærlighed” handler om jeg’ets forhold til ”L”, en omsorgsfuld, moderlig sygeplejerske, som han både gider og ikke rigtig gider at kæreste med. Vi får billedet af et jeg, der ”lider af mangel på mangel”, der ”ikke magter at være elskende” .
I Llambías’ bog bliver alt ”sonetteret”: Ikke bare digterens egne fortættede dagbogsoptegnelser, men også citater af hans lekture, hvad enten der er tale om Deleuze, Rousseau, Kertész, en psykologisk bog om objekttilknytning, programmet fra et højskolekursus i spirituel selvudvikling, eller følgesedlerne til de psykofarmaka, hvis fremmedartede latinske navne er strøet kursiverede ud over midterdelen: ”Zyprexa, min sløvesvend”, ”Risperidon-sonetterne”.
Man bliver grebet af denne bog, man bliver grebet af formen. Der sker noget både æstetisk virkningsfuldt og tankebefordrende i mødet mellem brugsprosa og sonet, spontan bekendelse og formel tugt, grimme og poetiske ord, nulstillet sind og musikalsk frasering.