- af Jørgen Carlsen, Testrup Højskole
Kaffe? Jatak! Det er dejligt med en kop frisklavet kaffe. Den dufter forjættende, udsender bølger af varme, smager lifligt, skærper ens sanser – og minder os om, at ”livet er ikke det værste man har…” Men står kaffen for længe, bliver den kold og besk. Den mister sin varme og charme og smager af overgemt fortid.
Sådan er det også med pædagogikken. Pædagogikken skal være frisklavet og på højde med sin tid. Ellers bliver den ”kold kaffe”. Udtrykket ”kold kaffe” finder man hos den tyske socialisationsteoretiker Thomas Ziehe, som i de sidste 30 år har optrådt som en inspirerende mentor i den pædagogiske diskussion. Især i den pædagogiske debat i Norden har man taget ham til sig – og allermest her i Danmark. Hans gennembrud var værket ”Pubertät und Narzissmus” (”Pubertet og narcissisme”, 1975). Siden har han forelæst i Danmark så godt som hvert år. Og i foråret 2006 holdt han forelæsninger i København og Århus og et foredrag for eleverne på Testrup Højskole, som vi hermed bringer i uddrag, oversat fra engelsk af Rikke Slot Johnsen. Han findes på dansk i en række artikler i diverse tidsskrifter samt i bøgerne ”Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser” (1983, skrevet sammen med Herbert Stubenrauch), ”Ambivalenser og mangfoldighed” (1989) og ”Øer af intensitet i et hav af rutine” (2004), alle udkommet på forlaget Politisk Revy.
Was ist los? Hvad har vi egentlig gang i? Det er udgangsspørgsmålet for Thomas Ziehe. Hans forskning baserer sig ikke på systematiske empiriske analyser, men på en seismografisk følsom fornemmelse for de historiske bevægelser i det pædagogiske felt. Han tænker eksemplarisk og fænomenologisk i bevidstheden om, at djævlen ofte stikker i detaljen. Pædagogik og kulturanalyse er uadskillelige. Heri ligner han idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt, rektor for DPU. Især ungdomsforskningen har optaget Thomas Ziehe. Over for de unges livssituation har han udviklet en bemærkelsesværdig sensitivitet og opmærksomhed. Men også lærerens prekære status er i fokus. Og så er vi ved den kolde kaffe. Den får vi serveret i den sidste bog i et essay med titlen ”Farvel til halvfjerdserne”. Kold kaffe er fraværet af historisk refleksion i den pædagogiske debat. Kold kaffe er det historiske efterslæb mellem mange læreres pædagogiske selvforståelse og elevernes livssituation. Mange lærere stikker stadig i halvfjerdsernes hængedynd. De har stadig ivrigt optaget af at celebrere den såkaldt moderne pædagogiks antiautoritære opgør med den gamle skolekultur og ikke mindst den gamle lærerrolle. De er aldeles hildet i forestillingen om deres egen selvfølgelige progressivitet. Man er jo heldigvis kommet videre – ikke sandt?
”Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret”, lød overskriften på en kæmpe avisannonce for nogen tid siden. Det er faktisk temmelig klogt sagt. Det er præcis problemet. Netop denne selvfedhed og mangel på kritisk selvrefleksion inden for den pædagogiske praksis udsætter Ziehe for et ætsende syrebad. Ziehes kritikfigur kan minde ikke så lidt om den, man møder hos Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts ”Kritik af den negative opbyggelighed”. Mange pædagoger lider temmelig meget under den fordom, at de selvfølgelig har ret. De hviler i egen selvbevidsthed på laurbærrene fra en fordums kamp mod traditionselementer, som allerede er ekspederet ud af historien. De er utilbøjelige til at se, at de selv repræsenterer den nye dagsorden. De er nemlig for længst er blevet indhentet og overhalet af nye kulturelle moderniseringstendenser – af det, som af Ziehe betegnes som ”den anden moderniseringsfase”. Den oprindelige modernisering af skolen bød på elevråd, klassens time, featureuger, åbne indendørsmiljøer og måske endda en svømmehal Alt dette kunne med rette påberåbe sig fornyelsens begejstring. Men nu har tingene mistet deres aura. De er blot en del af den forslidte hverdag. Ingen forlanger længere, at f.eks. nybyggeri skulle afføde en varig følelse af glæde. Den anden moderniseringsfase udløser ikke længere ”forbavselse, svimmelhed og berusende dynamik.” Hverdagen er blevet affortryllet og trivialiseret. I dette nye kulturelle landskab inkarnerer lærerne altså selv en ny magtorden i skolekulturen. Eller skulle man måske snarere sige: afmagts-uorden, for Ziehes billede af nutidens skolekultur nærmer sig det, Løgstrup i sin tid kaldte ”formløshedens tyranni”. Indimellem er lærerne måske ligefrem så naive at forvente en vis sympati fra elevernes side, fordi de har banet vejen for en friere skole. Men her tager de fejl. Det, der engang blev fejret som et gennembrud for nye tendenser er selv endt i en banal hverdagspraksis. Det, der i sin tid var frugten af en pædagogisk nytænkning, er for eleverne en simpel selvfølgelighed. Det såkaldte frie læringsrum opfattes af eleverne som ren og skær diffusitet og mangel på orienteringspunkter. Den udbredte tendens til subjektivering af det pædagogiske perspektiv opleves som en afhierarkisering af kulturen: Mozart eller Madonna – who cares? Se bare på den hjemlige kanon-diskussion, hvor nogle lærere ligefrem betragter det som et overgreb i deres metodefrihed, at nogle har formastet sig til at pege på noget godt – og så oven i købet på initiativ af en konservativ kulturminister. My foot! Som sagt: det er svært at tænke, ”når man er sikker på at have ret.”
Umærkeligt medslæbes altså en overgemt ideologisk kontrabande i lærerbevidstheden, ikke mindst formidlet gennem en række forskere og undervisere på læreruddannelserne, som selv havde deres heroiske storhedstid i de legendariske halvfjerdsere. Her gjorde man op med den traditionelle skole. Problemet er blot, at kritikken af traditionen selv er blevet tradition. Aftraditionaliseringen af pædagogikken har sejret ad helvede til. Vi må besinde os på den nye historiske situation. Vi lever i en tilstand af post-aftraditionalisering, påstår Thomas Ziehe. Netop dette vil udgøre hovedtemaet for det foredrag, han holdt på Testrup Højskole. Miseren bag denne ideologiske selvforblindelse består i en naiv og refleksagtig historisk optimisme, der ser nutiden som det foreløbige kulminationspunkt for udviklingen af en pædagogisk teori og praksis. Underforstået: hvor herligt vidt har vi ikke bragt udviklingen, hvor meget mere teoretisk reflekteret og dygtigere er nutidens lærere ikke i forhold til tidligere generationer. Undervisningen er langt mere livsnær og tæt på eleven, som for alvor er kommet i centrum, og forholdet mellem lærer og elev er informelt og ligefremt: læreren er ikke en mystisk fremmed. Læreren er Birthe og Lise og Søren, som har gået på seminariet og som i frikvarteret diskuterer lærerrollen sammen med eleverne. Men helt ærligt: er der nogen, der i fuldt alvor vil påstå, at lærernes undervisning eller skolekulturen her i landet er bedre end den var i 50’erne? Jovist florerede elementer af den sorte skole temmelig ubredt. Det husker alle vi midaldrende tydeligt. Det var dengang, lærerværelset var forbudt område, som man som elev kun undtagelsesvist fik lov at betræde. Dengang, hvor lærerne optrådte som autoriteter, som man rejste sig for, når de kom ind i klassen, og hvor der var en ganske god portion kæft, trit og retning og tilmed fysisk revselsesret fra lærernes side. Det var dengang lærerne repræsenterede porten ind til den mystiske voksenverden. Det var også dengang, det var spændende at kikke igennem et nøglehul. Det er det ikke mere. For der er ikke mange hemmeligheder tilbage. Alle de ting blev nemlig nedbrudt i løbet af 60erne og 70erne, og det har givetvis været godt for noget. Men hvad sker der, når dette fremskridt cementerer sig og begynder at fejre sin egen historisk bedrift. Så bliver det kold kaffe!
Pædagogikken må for at være samtidsbevidst besinde sig på det nyopståede kulturelle klima, som Ziehe betegner som post-aftraditionalisering. For at redde eleverne ud af diffusiteten og orienteringsløsheden er det nødvendigt at restrukturere skolekulturen. Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders ”regelbrutalitet”, men modvirke formløsheden ved at genetablere en ritualiseret skolekultur, som ikke viger tilbage for forpligtende regler og symbolske ordensregimer. Regler er nemlig ikke kun restriktive – de kan faktisk være yderst produktive. Eller med Ziehes egne ord: ”I den altomfattende kontingens’ hav, midt i det evindelige indtryk, at alt også kunne være anderledes, bliver tilbud om små og større momentane stiliseringer både nødvendige og attraktive.” Eller sagt mere uforblommet – helt for egen regning: Det er hypermoderne at synge morgensang igen! Det er selvfølgelig ikke svaret på alle tidens spørgsmål. Men det er en god begyndelse. Det skal siges, at Thomas Ziehe under sit besøg på Testrup gav udtryk for, at han følte sig overmåde veltilpas – både takket været atmosfæren, forårselevernes nysgerrige spørgen og den indledende fællessang. Kære venner! Vi er er på rette spor! Og det har vi været længe! Jørgen Carlsen