Den tyske pædagogiske super-teoretiker Thomas Ziehe var i foråret 2006 i Danmark og holdt blandt andet et foredrag for eleverne på Testrup Højskole. Foredraget er oversat og redigeret af Rikke Slot Johnsen
Der er sket en betydelig ændring i vores hverdagsliv i de seneste 30 år. Det er hverdag- ens selvfølgeligheder, der har ændret sig. Ændringen er måske ikke så tydelig for jer, men den bliver synlig, hvis vi sammenligner hverdagslivet i dag med hverdagslivet, som det så ud frem til 1970. Hvis jeg sammen- ligner min ungdom med ungdommen i dag, kan jeg beskrive denne afstrukturering, der er blevet den normale situation i vores samfund i dag. Afstrukturering betyder at faste struk- turer og regler bliver fjernet.
Tidligere var hverdagskulturen i høj grad reguleret af bestemte normer, som alle skulle indrette sig efter. Hvis man voksede op for 30 eller 40 år siden, var der mange regler og tabuer i hverdagen: Hvordan må jeg klæde mig, hvordan må jeg ikke klæde mig, hvem må jeg være venner med, hvem må jeg ikke være venner med osv. Disse normer udgjorde tilsammen et fintmasket net af regler, der skulle følges i alle situationer, og samfundet reagerede faktisk ret skarpt, hvis reglerne blev brudt. Det er fortid, og man kan sige, at vi i dag går i retningen af, at egne præferencer bliver vigtigere. Der er sket et skift fra et normre- guleret hverdagsliv til et præferenceorienteret hverdagsliv. Præferencer betyder ikke, at man hele tiden shopper rundt, og er i den luksusposition at man frit kan vælge, hvad man kan lide. Helt så enkelt er det ikke. Men det at følge egne præferencer betyder at ens egen attitude: Hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide, hvad man accepterer, hvad man ikke accep- terer, disse præferencer får større og større betydning. Mærkeligt nok inkluderer det også muligheden for at sige ”nej” og ”det kan jeg ikke lide”. Man har mange flere muligheder for at vælge end tidligere generationer havde, men disse muligheder bliver ofte brugt defensivt. Det betyder, at unge mennesker i dag i høj grad er bevidste om hvad de ikke kan lide snarere end hvad de kan lide. Denne mulighed for at tage negative valg er vidt udbredt, men den kan skabe vanskeligheder, hvilket jeg kommer til senere.
AFTRADITIONALISERING
I dette skift fra det normregulerede til det præferenceorienterede hverdagsliv er der et vigtigt kendetegn, der kan kaldes aftradi- tionalisering. Aftraditionaliseringen fjernede nogle af de selvfølgeligheder og traditioner, der var blevet opbygget gennem 200 års mo- dernitet, og vi er nu i en fase man kan kalde senmodernitet, hvor det moderne samfund ændres kulturelt i forhold til, hvordan vi lever vores hverdagsliv. Det betyder at individet selv vælger sin måde at leve på. Det begynder ret tidligt i barndommen, for i dagens sam- fund får, eller tager, børn langt mere frihed end tidligere. En af mine venner skændtes med sin syvårige datter, og på skænderiets højdepunkt stampede denne lille syvårige pige i gulvet og råbte ”Lad mig dog leve mit eget liv”! Det er en ret typisk situation – ”lad mig dog leve mit eget liv” – og muligheden for selv at tage beslutninger om egen levevis er en fundamental ændring. Situationen for unge mennesker er, at deres liv er meget mere frit, men også mere kom- plekst. Kompleksiteten hænger sammen med, hvad man kan kalde dobbelt afstrukturering. Hvad betyder det? Tidligere blev reglerne strengere, når man kom ind i ungdommen. Her blev livet alvor. For 50 år siden skulle de fleste unge mennesker i lære eller ud at tjene i en alder af 14 eller 15 år, så det at blive ung betød en stigende grad af social kontrol. Sådan var det tidligere, men den nye situation er fuldstændig anderledes. Når man kommer i puberteten i dag, vokser ens personlige frihed, og der er en lang række af handlinger og mål, som man selv kan tage stilling til. Min sekretær har en datter på 13 og en dag, efter en helt almindelig morgenmad, meddel- te pigen sin mor, at nu ville hun flytte hjem- mefra! Hendes mor var noget overrasket og spurgte hende hvordan hun ville få råd til at bo alene, og pigen svarede, at hun nok skulle skaffe penge. Det var nærmest symbolsk for hende at erklære: Denne tid er forbi, og nu tager jeg min frihed. Selvfølgelig flyttede hun ikke hjemmefra, men det er bare et eksempel på, at vi nu lever i en tid, hvor friheden bliver større, når man når puberteten. Både før i tiden og i dag er puberteten den første afstrukturering: Afstruktureringen af ens personlighed. Man ændres og ser pludselig sig selv med andre øjne. Men den dobbelte afstrukturering betyder, at man, samtidig med den indre afstrukturering af ens person- lighed, kommer ind i et miljø og en kultur, der ændres utroligt hurtigt. Så den dobbelte afstrukturering betyder at der, både internt og eksternt, i min personlighed og i kulturen, er dybe forandringer, hvilket medfører en høj kompleksitet.
Nu vil jeg forklare min anden tese, nemlig det fænomen at man, når man kommer i puberteten, begynder at skabe egenverdener. En egenverden er mental og er ikke et be- stemt sted. Egenverden betyder, at du kan definere dig selv ud fra, hvad du betragter som værende vigtigt, attraktivt, rart, interes- sant osv. Ved at konstruere en egenverden kan du i meget høj grad tage udgangspunkt i dine egne præferencer. Tidligere var der som nævnt i højere grad et net af kulturelle regler, man skulle følge. I dag er der færre kulturelle regler, og man kan i stedet referere til sin egenverden. […] Man orienterer sig mod verden på en måde, der i høj grad er rettet mod en selv. Man kan sige at individerne bliver selvforsynende, de indsamler selv deres mentale materiale – de opfinder det ikke selv, men tager det i høj grad fra populærkulturen, og opbygger deres egenverdener. Tag fx populærmusik i dag, tænk på hvor vigtig den er. Da jeg var ung var der en gang hver fjortende dag et rockmusikprogram i tysk tv. Det varede en halv time og bestod af unge mennesker, der dansede til livemusik. Kameraet blev bedt om ikke at filme ansigter, for at de unge ikke skulle få problemer, hvis deres forældre opdagede, at de var ude at danse en lørdag aften. Sammenligner man det med i dag, hvor moderne musik præsenteres 24 timer i døgnet på to eller tre kanaler, kan man se, hvor stor forskellen er.
HVEM ER BEETHOVEN?
Hvis man er afhængig af sin egenverden, så træffer man et valg om, at man selv bestem- mer hvilket indhold og hvilke emner, der er interessante for en. De vidensområder man beskæftiger sig med, er områder man selv har udvalgt. Det skaber en anden kompleksitet, idet højkultur tidligere var så stor en auto- ritet, at hvis man var ung og havde ambition- er i forhold til ens egen udvikling, så skulle man være interesseret i det, eller i hvert fald lade som om. I dag kan den enkelte mere eller mindre selv beslutte sig for om de er inter- esserede i litteratur, musik, poesi, teater, film osv eller ej. Den almene viden om højkulturelle om- råder er gået ekstremt meget tilbage, fordi det område i dag er noget, man kan beslutte sig for, om man er interesseret i eller ej. Det betyder, at skoleelever har utrolig lidt kon- takt med det, man tidligere kaldte højkultur, selvom skolegangen i dag er længere end nogensinde. Jeg besøgte en 5. klasse, det vil sige tiårige elever, og da navnet Beethoven blev nævnt, var børnene fuldstændig overbe- viste om at Beethoven var en hund! Der er en film om en hund, der hedder Beethoven, og børnene forhandlede nærmest med læreren, indtil de nåede frem til det kompromis, at Beethoven både er en hund og en komponist. Denne store distance til højkultur gælder ikke kun i forhold til den klassiske periode. Alt hvad man bliver præsenteret for går igennem et filter bestående af spørgsmålene: Kan jeg lide det? Finder jeg det acceptabelt? Finder jeg det sandsynligt? Men hvis alt skal filtreres, så er der selvfølgelig en masse ting, der ikke kommer igennem, fordi der er en barriere. At sige nej og tage negative valg er blevet meget nemmere. Filteret har derfor to sider: Det er en forøgelse af friheden på den ene side, men det har også noget at gøre med hele tiden at foretage valg. Hvis man hele tiden foretager valg, er det vigtigt, at man har lært hvordan man gør det, og at man ikke bliver for defensiv og styret af sin egenverden. Denne mentale egenverden er ikke en, man bor i, den er i ens hoved, og i dag kan unge mennesker derfor tage den med sig, så når de går i skole og overvejer hvad der foregår her, så dukker spørgsmålet op: Det jeg oplever her, er det kompatibelt med min egenverden? Mange børn kommer til konklusionen: Hvis det ikke er kompatibelt må det betyde at det er nonsens. Så i Tyskland er der mange børn, der går i skole fuldstændig overbeviste om, at det hele er absurd, fordi det ikke passer til deres egenverden, og det der foregår i skolen derfor er meningsløst, hvilket selvfølgelig gør det svært for lærerne.
AFTRADITIONALISEREDE FORÆLDRE
Det leder mig frem til min tredje tese med den mærkelige titel post-aftraditionalisering. Aftraditionalisering er at traditionerne for- svinder, det er klart, men hvad er så post-af- traditionalisering? Post-aftraditionalisering betyder at vi nu går ind i en fase hvor unge mennesker ikke længere kæmper for aftradi- tionaliseringen, fordi det ikke er nødvendigt. Den er så åbenlys, at vi ikke engang tænker over den. Tidligere, for min generation, var aftraditionaliseringen en kamp mod de voksne, en kamp der gav de unge en følelse af eufori: Vi bryder reglerne og vi ændrer reglerne. Jim Morrison fra the Doors var en af aftraditionaliseringens helte, og hans sang ”Break on through to the other side” havde den fantastiske idé: Der er en anden side, og den er helt forskellig fra lærernes og foræl- drenes. Det er en slags Utopia, et nyt land, og den idé var i høj grad styrende for ungdom- men i 70’erne og 80’erne. Jeg idylliserer det ikke, jeg forsøger bare at beskrive hvordan det gav en følelse af liv og magt til den unge generation i disse årtier […] Hvis man sam- menligner det med i dag, så er konteksten fuldstændig anderledes, fordi forældrene i dag allerede er aftraditionaliserede og det at vokse op i dag, er ensbetydende med at vokse op med aftraditionaliserede forældre. [...] Post-aftraditionalisering betyder altså, at vi er vidne til en fortsat aftraditionalisering. Det stopper ikke, men det er ikke længere noget, vi gør et stort nummer ud af, det er ikke noget, vi kæmper mod eller for, så post-aftradi- tionaliseringen betyder en ændring i attituden i forhold til aftraditionaliseringen. Unge i dag er ikke anti-traditionalister mere, fordi ordet i sig selv er blevet meningsløst, og hvis du spørger 15-årige: ”Er I imod traditioner?” ville de ikke kunne svare, fordi de ville være nødt til at spørge, hvad det var, du talte om. [… ] Unge mennesker i dag er ikke anti- traditionalister, de er traditionsløse, hvilket er noget helt andet. BESLUTNINGER OG VALG Afstruktureringen skaber en ny slags pro- blemer og en ny slags kriser. Nu er pro- blemerne ikke for mange regler, for meget undertrykkelse, men i stedet skal man finde sig til rette med konstante valgmuligheder, med konstant at skulle forholde sig til, hvad der foregår, og hvad der skal ske. Jeg har et citat fra en 18-årig pige lige efter hendes stu- dentereksamen, der viser denne livssituation, de unge befinder sig i: ”Jeg vil ikke på universitetet med det samme, jeg har ikke lyst til at begynde at læse. Jeg har haft mange planer, men har droppet de fleste. Først ville jeg til Australien. Derefter planlagde jeg en jordomrejse, men jeg ændrede mening og besluttede i stedet for at tage til Frankrig. Jeg ville begynde på et tysk- fransk studium. Men så kom jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt det var smart at specialisere mig i fransk uden at kunne tale engelsk fejl- frit, så jeg besluttede mig for et år i England. Jeg ansøgte, men for sent. Jeg prøver igen til foråret”. Der er ingen faste planer, du er nødt til at tage beslutninger, og du kan aldrig være helt sikker: Tog jeg mon den rette beslutning? I denne situation bliver værdier som stabili- tet, kontinuitet og pålidelighed rigtig rigtig vigtige, og unge mennesker tiltrækkes af disse værdier som sikkerhed, fællesskab og sociale net af venskaber og partnere. MERE STRUKTUR, TAK! Denne længsel kan også ses i mange uddan- nelsesinstitutioner. Unge mennesker begynder gradvist at hade ustrukturerede situationer. De foretrækker lærere, der er mere strikse, og timer der er mere effektive. Før var det anderledes. Den mest populære lærer var den bløde lærer, der fjernede strukturen og sagde: Bestem selv. Men hvis man fra sin barndom af har været vant til selv at skulle beslutte alt, så er medbestemmelse ikke længere et privile- gium, det er ikke længere en gave. Det er en gammel lærerjoke, at børnene i denne frie struktur sidder i klassen, læreren kommer ind og børnene spørger: ”Skal vi nu igen gøre, hvad vi selv vil?” Og de bliver helt lettede, hvis man har et forslag til, hvad de skal lave, for det virker som en byrde konstant at skulle beslutte. […] Ydre strukturer er en hjælp for et individ til at producere indre strukturer – det er ret svært at skabe indre strukturer, hvis der overhovedet ikke er ydre strukturer. Det leder mig frem til, at det formentlig væsentligste punkt i socialisering i dag er, hvordan man tackler denne effekt af afstruk- tureringen. Hvordan tackler man den øgede frihed og at træffe valg samtidig med, at man er åben over for erfaringer, uden blot at gentage ens egenverden? Det gælder om at opnå en form for selvstændighed over for ens egne ønsker. Man skal lære at sætte sine egne ønsker til side, så man opnår en bedre selvregulering. Hvis man ikke er i stand til at selvregulere, er man for afhængig af alle de følelser, man har indeni. Selvregulering betyder ikke, at man skal undertrykke ens selv, men at have evnen til nu og da at sætte sine følelser til side og lære hvad det vil sige virkelig at ville noget!